Nye hold for psykologer 2023
Står du som psykolog i krydsfeltet mellem det individuelle, kollektive og strukturelle arbejde?
Vi er to psykologer med bred klinisk og erhvervspsykologisk erfaring, der er gået sammen om at lave et supervisionstilbud på 40 timers ekstern gruppesupervision. Tilbudet er målrettet psykologer på vej mod autorisation eller specialist. Vi starter nyt hold op i januar 2023.
Gruppen ledes af to erfarne psykologer: Julie Holst, Cand.psych.aut, specialist i arbejds-og organisationspsykologi og Stina Lund Worm, Cand.psych. aut (snarligt specialist i psykoterapi).
Supervisionen tager afsæt i den systemiske og narrative teori og metode, som begge psykologer har arbejdet med siden 2009 og været med til at videreudvikle både indenfor botilbudsbehandling, i socialpsykiatrien, misbrugsbehandling samt ved ledelses-og organisationsudvikling i private og offentlige virksomheder. Vi inddrager også Compassion fokuseret terapi (CFT), som referenceramme i arbejdet med jer selv, jeres klienter, samarbejdspartnere og arbejdsplads.
Sammen har Julie og Stina skrevet artiklen ”Udviklingsfortællinger i narrativ praksis – en diskussion af samspillet mellem dominerende samfundsdiskurser og narrativ terapi” i det nordiske tidsskrift Fokus på Familien. Julie er desuden forfatter til flere artikler indenfor både det terapeutiske og organisatoriske felt. Læs mere under udgivelser.
Praktisk
Dato og tid: 10 torsdage og fredage kl. 9-15: 60 timer i alt (omregnes til 40 timers ekstern supervision i gruppe mod opnåelse af autorisation).
Opstartsdato: Torsdag 26/1 2023. Resten af datoerne finder vi i fællesskab i gruppen.
Gruppestørrelse: 5 deltagere
Pris: 25.500kr
Forplejning: Der serveres the, kaffe, frugt og snacks i løbet af dagen.
Sted: Jernbanegade 4, 1608 København V.
Tilmelding: Kontakt Julie Holst på 31420950 eller Stina Lund Worm på 61308495 for at høre nærmere. Du kan også sende en mail til mail@julie-holst.dk for tilmelding.
Vores ambition i supervisionen er, at facilitere en tryg supervisionsgruppe, hvor det gode læringsgrum, nysgerrighed og gensidig respekt er i fokus. Hvor vi lytter og lærer af hinandens refleksioner, oplevelser og erfaringer i gruppen og derigennem får udviklet hinandens psykologfaglige engagement og identitet.
Supervisionen vil tage afsæt i de tematikker, interesser, benspænd og udfordringer som deltagerne er optaget af. Der vil skiftevis være oplæg, litteraturgennemgang og øvelser samt konkret sagssupervision med både reflekterende team og bevidningspraksis, med det formål at sikre en struktureret proces for udveksling af erfaringer og perspektiver i gruppen.
Når vi har valgt at udbyde supervisionsgruppen sammen, er det fordi man som psykolog ofte får det vi kalder ”sagssupervision”, men med mindre fokus på den organisatoriske kontekst vi er en del af, for at lykkes med at agere og levere ift. vores kerneopgave (”sagen” som vi tager op til supervision). Derfor ønsker vi her, at give mulighed for, at få to supervisorer med specialistviden og mange års erfaring indenfor henholdsvis den psykoterapeutiske del og den arbejds-og organisationspsykologiske del. Vi vil gøre vores allerbedste, for at bringe begge fagligheder i spil til at belyse, perspektivere og reflektere ind i de dilemmaer, udfordringer og udviklingsønsker der tages op.
Eksempler på temaer kan være:
- Refleksion og sparring på at finde sin position i det moderne arbejdsliv – hvordan navigerer jeg i et arbejde med høj omskiftelighed og øget arbejdsintensitet?
- Samarbejde med kollegaer, ledelse og interessenter – hvordan arbejder jeg mig ind i hensigtsmæssige og værdiskabende positioner?
- Refleksion og sparring på organisatoriske problemstillinger - hvordan kan jeg påvirke og udvikle vaner, kulturer og arbejdsgange?
- Konkrete opgaver der virker fastlåste – hvordan håndterer jeg den konkrete opgave, relation, klient mm.?
- Professionel stil og udvikling – hvordan kan jeg udvikle min faglighed og samtidig understøtte mine personlige værdier og kompetencer?
- Konkrete samtalegreb i samtaler med klienter, borgere, samarbejdspartnere mv. – hvordan kan jeg med flere greb, skabe mere udviklende samtaler?
- Konflikthåndtering – Hvordan kan jeg forstå og dermed positionere mig i interne konflikter? Hvordan kan jeg lære og vokse af dem?
- Egenomsorg – hvordan passer jeg på mig selv som menneske og fagperson?
- Inddragelse af video eller audio fremlæggelse med henblik på supervision af ens professionelle færdigheder og samtalepraksis.